En hjemmeside er ikke bare en hjemmeside – om en nærmere undersøgelse af
kommunikationssituation og tekstens funktioner
Af Jeppe Bundsgaard
Når man finder en hjemmeside, som beskæftiger sig med det emne, man er interesseret i, er det vigtigt at finde ud af, hvad det er for en tekst, hvilke grunde afsenderen har til at skrive siden, hvilke interesser der driver ham eller hende, hvad han eller hun vil opnå – om det er en ordentlig tekst alt i alt.
Ofte er det noget, man kan fornemme. En person vil formidle sin glæde ved emnet ud til alle, der vil høre; en anden vil have medlemmer til sin forening, en tredie vil overbevise om sine produkters fortræffelighed, for at læseren køber dem. Sådanne fornemmelser er gode at tage udgangspunkt i i en undersøgelse af en hjemmeside. Men det er ikke altid, det er nok. Måske overser man små antydninger af, at formålet måske ikke er så uskyldigt som fornemmelsen af, at personen bare vil dele sin glæde ved emnet. Måske er han eller hun i færd med at arbejde for fremme af en racistisk ideologi – jf. min myten om nettet – måske er han eller hun i færd med gennem tilsyneladende objektive udsagn at overbevise om en ubrugelig – eller brugelig – vares fortræffeligheder. Måske er det bare forkert, det personen skriver om emnet.
Af sådanne grunde – og flere endnu – skal man, særlig som lærer, være god til at gennemskue, om en hjemmesidetekst er lødig og anvendelig til det, man skal bruge den til. En tekst kan være lødig og anvendelig i nogle sammenhænge – og underlødig i andre.
Skolebørn skal, mener jeg, ikke lære om mål og vægt, samtidig med at de manipuleres til at købe et givent mærke sodavand og et andet mærke bukser. En undervisning, hvor der anvendes undervisningsmateriale produceret eller betalt af et firma, er for mig at se et suspekt foretagende. Hvorvidt man er enig med mig i den holdning, er ikke så væsentligt, som at man er i stand til at beskrive det enkelte undervisningsmateriales årsager og funktioner. Kan man efter en sådan beskrivelse argumentere for, at materialet ikke manipulerer – eller mener man at manipulation til køb af varer er helt i orden i skolen – ja så har man en velbegrundet holdning og kan rask væk lade eleverne arbejde med materialet – hvis altså man kan overbevise børnenes forældre om det samme.
En grundigere undersøgelse af en hjemmeside giver således argumenter for at inddrage siden. Og samtidig gør sådanne undersøgelser, at man bliver bedre til at fornemme lødigheden af siderne. Øvelse gør mester.
Nedenfor omtaler jeg to metoder til at undersøge hjemmesider. Den første, undersøgelse af kommunikationssituationen, er en beskæftigelse med, hvilken situation teksten er skabt i og til. Hvem har skabt den, til hvem osv. Den anden handler om at undersøge, hvilke funktioner teksten har – skal den overbevise, give udtryk for afsenderens holdninger osv. – og gør den det på en fair måde.
En dialektisk kommunikationsmodel
Nedenfor ses en model for hvilke faktorer, der indgår i en kommunikationssituation. Modellen er udviklet af lingvisten Jørgen Chr. Bang og filosoffen Jørgen Døør.
De fleste, der hidtil har lavet modeller for vores kommunikation, har været af den opfattelse, at en afsender og en modtager er de to personergrupper, der indgår i kommunikationssituationen. Jørgen Bang og Jørgen Døør har siden 1995 argumenteret for, at der ikke blot er to grupper af personer i en kommunikationssituation: Afsenderne og modtagerne (eller S1 og S2 (Subjekt1&2) som de kalder det), men også en tredie gruppe, S3, nemlig gruppen af alle dem, der påvirker og påvirkes af (restringerer og restringeres af) kommunikationsakten. Når jeg skriver til jer, betyder det noget, at jeg skriver her og nu. Rektor påvirker mig, mine kolleger påvirker mig – jeg må ikke skrive noget, de ville være helt uenige i – eller ikke for meget i hvert fald. Jørgen Bang Chr. og Jørgen Døør påvirker mig – for dem vil jeg jo nødigt heller skuffe.
Til gengæld betyder vores samtale om hjemmesidetekster noget for de elever, I siden hen kommer i kontakt med. Mine ord får konkret betydning ud over denne situation. Jeres tidligere lærere indvirker på jeres opfattelse af, hvad gode tekster er. Uden disse S3-grupper havde vi ingen baggrund for eller grund til at tale sammen. For hvad skulle vi tale om, hvis ikke der var elever, hvad skulle vi sige, hvis ikke vi havde lært noget af andre og havde diskuteret det med andre?
Der er altså en lang række grupper inden for gruppen af S3-er, som vi kan vælge at fokusere mere eller mindre på i vores undersøgelser. Hvor meget fylder de? Hvor meget hensyn tager skribenten? Hvorfor? Er det for meget?
Ordet kontekst – eller context som Bang og Døør skriver det – betyder: Det, der er omkring eller med teksten – det er de træk i verden, som afsenderen med teksten henviser til, påvirker og påvirkes af: Denne tekst er skrevet i en seminariekontekst. Mine mål er at deltage i jeres udvikling til gode demokratiske og kritiske lærere, der ikke falder for hvad som helst. På samme vis er den skrevet i et kapitalistisk samund, hvor internettet er en ret ny teknologi, som vil få betydning for vores samfund og for vores måder at være sammen på. Disse kontekster gør, at jeg skriver teksten på den måde, jeg gør – jf fx diskussionen ovenfor om firmaers produktion af undervisningsmaterialer, en problematik, som sættes på spidsen med internet.
En anden væsentlig kontekst for jeres opfattelse af denne tekst er eksamen. Den gør jer interesserede i at læse og forstå teksten – ikke for dens egen skyld eller for emnets skyld, men fordi i skal have point i bestræbelsen på at få et papir, der kan give jer ansættelse i folkeskolen.
Bang og Døør skiller ofte en særlig kategori ud af konteksten, nemlig kotekst, som er alle de tekster, vores samtale henviser til, trækker på (fx genre, tidligere læste tekster om vores emner osv.) og er årsag til – fx Bang og Døørs tekst om deres dialektiske kommunikationsmodel, tekster om internettet, tekster vi har læst om sprog, samtaler vi har haft, undervisning, vi har fået og de tekster vi skal skrive undervejs osv. osv.
Bang og Døør gør meget ud af at skelne mellem subjekt-kategorier og objekt-kategorier. Mennesker er aldrig objekter, så tekster/samtaler om mennesker er tekster om S3, mens samtaler om andre ting er samtaler om O(bjekter). Objektet for en samtale/tekst er i en vis forstand også altid samtalen/teksten selv, hvorfor objektet også er samtalen/teksten.
Den sidste forkortelse: M, står for medier og henviser til, at kommunikation altid må have et medie af den ene eller den anden art. Det kan være luften, som vores tales lydbølger transporteres i, fjernsynsskærmen, billederne vises på – og i vores tilfælde computerskærmen, internethjemmesiderne vises på. Bag mediet ligger der så en eller anden teknologi, som gør, at lyden skabes, siderne kan vises osv.
På modellen ses en del pile af forskellig art. Den store pil fra konteksten til situationen kaldes en dialektisk pil. Den markerer, at konteksten og situationen er dialektisk forbundne, de er afhængige af hinanden og virker ind på hinanden. Når vi taler sammen forandrer vi (vores) verden – og vores omverden betyder noget for det vi siger. Pilen har et stort pilehoved, der peger mod situationen, hvilket markerer, at konteksten er dialektisk dominerende – dvs. at konteksten betyder mere for den enkelte situation end den enkelte situation gør for konteksten. De øvrige pile skal også læses som dialektiske pile. Her er dominansforholdet blot forskelligt alt efter hvilke situation, modellen modellerer.
Endelig har den opmærksomme betragter bemærket, at situationen er indskrevet i et tredimensionelt koordinatisystem af tre logikker. Disse tre logikker beskriver i en vis forstand hele verden. De markerer, at alle situationer altid finder sted i verden – og principielt set aldrig kan forstås isoleret fra resten af verden.
Spørgsmål ved anvendelse af Bang og Døørs kommunikationsmodel
- Hvem er S1? Hvilke institutionelle sammenhænge indgår S1 i? Fx er I lærerstuderende – og dermed måske mere på lærerenes side end på elevernes.
- Hvem er S2? Er det flere grupper? Hvilke? Er teksten henvendt til de forskellige grupper på samme måde? Find eksempler.
- Hvordan er forholdet mellem S1 og S2? Er der en autoritetsforskel, kønsforskel, aldersforskel, raceforskel, klasseforskel osv.? Og hvad betyder det for teksten? Find eksempler.
- Hvem er væsentlige grupper af S3'ere? Hvordan påvirker (restringerer) de teksten? Hvordan påvirkes (restringeres) de af teksten – hvilke 'roller' tildeles de? Find eksempler.
- Hvem nævnes i teksten? Hvorfor mon? Hvem nævnes ikke? Underforstås de – eller er de ikke i S1's bevidsthed som centrale S3'ere?
- Hvad er væsentlige træk ved konteksten? Hvordan refereres der til konteksten? Er det de væsentlige træk, der referes til – eller er de uerkendte for S1?
- Hvad er centrale kotekster for teksten? Hvordan er tolkningen af dem? Er du enig? Er det de væsentlige kotekster, der referes til – eller er de ukendte – eller uinteressante – for S1?
- Hvad er emnet? Er S1 engageret i emnet? Viser S1 sin holdning klart – eller forsøger S1 at skjule den?
- Mediet er internettet (eller computerskærmen mere præcist). Henvises der til nettet og computerskærmen? Hvordan? Hvilken værdi tillægges mediet – og er du enig? Hvad betyder dette medie for situationen – ville det have været anderledes, hvis mediet havde været et andet?
Jakobsons funktionsmodel
Lingisten Roman Jakobson lavede en kommunikationsmodel i 1960 ved at tage udgangspunkt i et spørgsmål om, hvilke faktorer, der var nødvendige, for at en kommunikation kunne finde sted. Han fandt frem til seks sådanne faktorer: Enhver meddelelse må have en ophavsmand (en afsender), en modtager, en kode (et sprog) den sættes på, en kontakt, fysisk såvel som psykisk, mellem afsender og modtager, og noget den er om, en kontekst. Disse faktorer i enhver kommunikationssituation opstillede Jakobson i nedenstående model:
|
|
Kontekst |
|
|
Afsender |
............. Meddelelse ............. |
Modtager |
|
|
Kontakt |
|
|
|
Kode |
|
Alle faktorer er gensidigt afhængige. Hvis der er en meddelelse er der også en afsender osv., hvis der er en kontakt, er der også en meddelese osv.
Modellen er såmænd ganske god i sig selv – selv om Jakobson ikke havde øje for S3 mm., men den epokegørende indsigt hos Jakobson er, at der til hver faktor (afsender, meddelelse osv.) knytter sig en funktion i meddelelsen. Det betyder, at meddelelsen bestemmes af, hvordan afsenderen giver udtryk for sin egen holdning, hvordan konteksten beskrives osv. De seks funktioner i meddelelsen kan beskrives således:
Afsenderens funktion er at give udtryk for (eller lyve om) sine følelser, holdninger, sym- og antipatier. Denne funktion kalder Jakobson for den emotive funktion (af emotion, bevægelse, følelse).
Meddelelsen er mere eller mindre rettet (af afsenderen naturligvis!) mod modtageren. I meddelelsen tager afsenderen hensyn til sin modtager, retter sin meddelelse ind på at få modtageren til at indse noget, gøre noget, blive påvirket (bange f.eks.) osv. Denne modtagerens funktion kalder Jakobson den konative funktion (lat. conor=jeg stræber).
Meddelelsen handler mere eller mindre om noget 'ude i' verden, altså om konteksten. Denne funktion kalder Jakobson den referentielle funktion (referere: lat. re=tilbage, ferre=at bære – at bære tilbage). Så des mere teksten handler om noget i konteksten, des stærkere er den referentielle funktion i meddelelsen.
Meddelelsen handler mere eller mindre om den kode, den er talt, skrevet, tegnet osv. i. I en meddelelse er der således en henvisning til sproget selv, fx 'hvad betyder det ord for os – i vores sammenhæng'. Denne funktion kalder Jakobson den metasproglige funktion (meta ~ over – oversproglig).
Kontakten mellem afsender og modtager er ofte det, der er centralt for meddelelsen. Fx konstaterer vi ofte blot, at vi er i kontakt: Når vi siger 'hej' siger vi ikke meget andet, end at vi kan kommunikere – at vi er her begge to. I telefonen siger vi mange små ord, som blot har til formål at forsikre den anden om, at forbindelsen er der, og at vi lytter: 'Javel ja', 'ok', 'sagde han virkelig det' osv. Denne kontaktens funktion i meddelelsen kalder Jakobson den fatiske funktion (af græsk: fasis=tale).
Endelig har meddelelsen en funktion i sig selv, idet det at sige noget, der er smukt (eller grimt for den sags skyld), altså at rette meddelelsen mod sig selv, er en central del af menneskelig kommunikation. Dette er den poetiske funktion. Fx glæden ved at sige samme sætning særlig særpræget – og ved allitterationer, og ved at synge og ved at lave prosodi og ved at citere osv.
Dette giver følgende model:
|
|
Referentiel |
|
|
Emotiv |
Poetisk |
Konativ |
|
|
Fatisk |
|
|
|
Metasproglig |
|
Som man ser, er hver enkelt funktion placeret på samme sted i modellen som faktoren, den er knyttet til.
Det geniale ved denne model er, at man med den i hånden – og i hovedet – kan undersøge meddelelser for, hvilke funktioner der er lagt vægt på (af afsenderen). Er meddelelsens dominerende funktion emotiv (afsenderens funktion), er det vigtigt for afsenderen at sige noget om sin egen holdning, sine følelser osv. Det kan fx være en dagbog, et læserbrev i Ekstra Bladet, en telefonsamtale mellem venner/veninder osv. Er den dominerende funktion derimod referentiel (kontekstens funktion), er det fordi afsenderen lægger vægt på at holde sig til at tale om emnet. Det er fx den klassiske avisartikel, der beretter om begivenhederne dagen i forvejen, det er forskningsartiklen, foredraget i skolen osv. Ved en konativ (modtagerens funktion) meddelelse er det afsenderens formål at få modtageren til at gøre noget. Det kan være blot at modtageren forstår teksten – afsenderen af en lærebog kan skrive mere eller mindre med tanke på modtageren, mere eller mindre pædagogisk. Men afsenderens mål kan også være mere manipulerende, som det fx er tilfældet i reklamer – her er det afsenderens mål at modtageren køber varen efter at have set reklamen – så i reklamer er den konative funktion meget ofte den dominerende funktion.
Den opmærksomme læser har observeret, at jeg taler om den dominerende funktion. Der findes nemlig ikke nogen meddelelser, der kun har én funktion. Ganske som alle faktorer (afsender, modtager osv.) skal være til stede, for at der kan blive tale om en kommunikationssituation, således er alle funktioner (emotiv, konativ osv.) altid til stede, fordi hver faktor har hver sin funktion. Men det er naturligvis ikke alle funktioner, der er lige centrale i alle meddelelser. I avisartiklen er det som sagt ofte den referentielle funktion, der dominerer. Men i og med, at journalisten, redaktøren m.fl. har valgt et givet emne, udvalgt noget, der skrives om inden for emnet, tilrettelagt stoffet, citeret nogen og ikke andre, ja så kommer afsendereren uværgerligt til at give udtryk for egne følelser og holdninger til emnet. Den emotive funktion træder frem. Den metasproglige vil være tydeligt til stede i mange artikler, som jo ofte handler om, hvad ord og begreber betyder – fx kan en artikel om internet indeholde forklaringer på ord som browser, applikation osv.
I et læserbrev ser vi traditionelt to funktioner, der dominerer, nemlig den referentielle, idet afsenderen argumenterer og taler om emnet, og den emotive, idet afsenderen giver udtryk for sin egen holdning til emnet. Et læserbrev, som ikke kommer med nogen holdninger, men kun omtaler emnet i 'objektive' vendinger, er sjældent, fordi vi forventer argumenter og holdninger – ganske som et læserbrev, hvori afsenderen kun giver udtryk for sine egne holdninger er uinteressant – bemærk dog læserbrevsgenrer som: "...i øvrigt mener jeg..." i fx Ekstra Bladet, som ofte er domineret af den emotive funktion.
Selv om alle funktioner altid er til stede og kan beskrives i en meddelelse, er der også altid nogen, der dominerer. Fx vil den konative ofte dominere i en reklame.
S3 må naturligvis også have en funktion i meddelelsen. Da S3'er er dem, der påvirker og påvirkes af kommunikationen, kalder jeg S3s funktion for restringtiv.
Metode
Målet med at finde de dominerende funktioner på en hjemmeside kan være at finde ud af, hvilke genrekrav, den lever op til. Er det en mere 'objektiv' artikel (referentiel), som eleverne kan læse og stole på – og som ikke forsøger at påvirke dem alt for voldomt til at mene eller gøre noget (med den konative funktion), de egentlig ikke vil, eller er det en ironisk tekst, en useriøs tekst, som mere handler om hvad afsenderen synes og mener, end om gode argumenter for at mene det (mere emotiv end referentiel) osv.
Metoden for en undersøgelse af en tekst kan være at gå frem sætning for sætning/afsnit for afsnit og bestemme den dominerende sproglige funktion. Derved fås mulighed for en meget velunderbygget karakteristik af teksten til slut.
Man kan også betragte teksten mere overordnet og karakterisere den som helhed – en sådan karakteristik kan dog dække over store forskelle i teksten.
I praksis kunne man følge nedenstående 3 trin.
1. Find tekstens funktioner
2. Svar på nedenstående spørgsmål
|
|
Hvordan fungerer tekstens referentielle funktioner? |
|
|
|
|
|
Hvordan fungerer tekstens emotive funktioner? |
|
|
|
|
|
Hvordan fungerer tekstens fatiske funktioner? |
|
|
|
|
|
Hvordan fungerer tekstens metasproglige funktioner? |
|
|
|
|
|
Hvordan fungerer tekstens konative funktioner? |
|
|
|
|
|
Hvordan fungerer tekstens poetiske funktioner? |
|
|
|
3. På baggrund af ovenstående: Hvordan fungerer teksten alt i alt?
Videre læsning
Som eksempel på anvendelse af ovenstående teorier har jeg analyseret en hjemmeside om Storylinemetoden. Se Analyse af siden: Storylinepædagogikken.
I mit speciale har jeg udført undersøgelser af nogle hjemmesider med ovenstående modeller. Det er i afsnittet: "Findes der informationer på internettet?"
Roman Jakobsons artikel hedder "Lingvistik og poetik" og findes i dansk oversættelse i Vindrosen, nr. 7, u.å. (1960).
Jørgen Chr. Bang og Jørgen Døør har skrevet en række hæfter med deres sprogteori: Sprogteori I-IX, Odense Universitet, 1985-1998.